Formand Lars Christensen’s beretning for året 2020 ved Aarup Boldklubs generalforsamling d. 18. maj 2021.

Stort tillykke til ”Årets fund” Per Godballe fra AB Gymnastik.
Tak til Linda for den flotte tale til Per.
Per har bl.a. oprettet et Floorball hold og vil starte bordtennis op til vinter.

Sikket et år – sikke et engagement og sikke en opbakning.

Selvfølgelig bliver jeg nødt til at starte med Corona.
Corona har godt nok været en mærkelig og altafgørende faktor for den sidste sæson. Tomt, indholdsløst og så alligevel ikke…

Jeg skal normalt ikke stå og trække enkeltpersoner frem og takke dem, men det vil jeg altså alligevel gøre nu.
Klubikonet Bjarne Petersen fra Håndbold, blev den 11. maj kåret som HÅNDBOLDENS HVERDAGSHELT 2020, som Dansk håndbold uddeler i samarbejde med AutoPartner.
Kære Bjarne, du er forgangsmand for det frivillige arbejde, og din indsats i Aarup BK Håndbold fortjener det ekstraordinære skulderklap du fik i sidste uge – et velfortjent og stort tillykke herfra.

Vi har fra DGI’s Corona hjælpepakker, modtaget over kr. 100.000 til Aarup Boldklub, hvilket vi er yderst taknemlige for.

Menu i Aarup rakte også ud til os, og Mette og Poul Kartmann sørgede for at vi i Arup Boldklub fik 40.000 kr. til klubben – mange tak for det.

I det hele taget har vore sponsorer virkelig bakket op om os – og til trods for at de ikke rigtig har fået reklameværdi for deres sponsorater, har langt de fleste valgt at fortsætte med at støtte op om os i Aarup Boldklub – mange tak for det.

Aktivitetsparken

I Aktivitetsparken har vi stadig store planer om at lave en aktivitetspark for alle beboere i Aarup – uanset alder og helbred.
I efteråret 2020 fik vi 1 mio. kr. fra Assens kommune, som tilskud til parken hvilket vi er utroligt glade for. Vi er nu i fuld gang med at søge fonde – 1. etape forventes at blive en form for aktivitetsbane, som går fra skolen over mod hallen. Ved hallen etablerer vi en udendørs Fitnessplads.
Det er besluttet at kunststofbanen ikke skal være en del af aktivitetsparken – og opgaven med etablering af en kunstgræsbane ligger nu hos Fodboldafdelingen.

Medlemstallet

Selv om vi har ligget under for Corona har vi i 2020 faktisk haft en stigning i medlemstallet – vi er steget fra 998 til 1.039
medlemmer.

Afdeling / År 2018 2019 2020
Fodbold 391 385 343
Håndbold 287 296 328
Gymnastik 266 249 305
Løbeklub 40 68 63
Samlet 984 998 1.039

 

Det er simpelthen så flot at det er lykkedes jer, ikke bare at fastholde, men rent faktisk også at få medlemsfremgang under Coronakrisen – fantastisk flot.

Vedtægtsændringer

I 2020 snakkede vi også en del om at få indført muligheden for at forretningsudvalg, valgt af bestyrelsen i afdelingerne – en måde hvor man med færre hænder, kan styre den daglige drift.

Fest i klubben

Lørdag den 24. april 2021 fyldte AB 90 år – I klubbens 90 årige historie har vi nok aldrig haft et sådan – på alle måder – mærkeligt år – og fejringen blev noget af en fuser. Vi arbejder nu på, om det skal være til efteråret, eller om det skal være en 91 års fødselsdag vi fejrer – personligt hælder jeg nog til det sidste.

Afslutning

Her til sidst vil jeg meget gerne takke afdelingsbestyrelserne for det gode samarbejde i 2020. Også en stor tak til alle trænere og ledere, der uge efter uge tager det enorme arbejde, der er forbundet med Corona og forsøget på at få hverdagen til at hænge sammen ude i afdelingerne – I har alle været helt fantastiske – og mange tak for det😊

Og endelig en stor tak til alle vore sponsorer – husk at bruge dem – de støtter os!

Også en stor tak til mine kollegaer i hovedbestyrelsen for et godt samarbejde i 2020 – og jeg ser frem til et lige så inspirerende og godt samarbejde i år.

Med disse ord vil jeg overgive beretningen til generalforsamlingen.

Lars Christensen
Formand Aarup Boldklub