De store smil var fremme hos Lars Christensen, formand for Aarup Boldklubs hovedbestyrelse, og hos købmand Mette Krag, Meny i Aarup. For hvornår har Lars sidst modtaget 40.000 kroner, og hvornår har Mette sidst kunne aflevere en check på 40.000 kroner til et godt formål, som det skete tirsdag i sidste uge.

Mange klubber og foreninger har mistet store indtægter under corona-nedlukningen. Det gælder også Aarup Boldklub, som bl.a. mangler indtægter fra aflyste arrangementer som FrøCup og gymnastikstævner. Derfor tænkte jeg på Aarup Boldklub, da jeg fik chancen for at søge om penge hos Købmandsfonden FKI, fortæller Mette Krag. Købmandsfonden har i år afsat 10 mio. kroner, som købmænd over hele landet har kunnet få del i til lokale sponsorater.

Mette Krag søgte om at få 40.000 kroner, som er det højeste beløb, som kan bevilges. Og sandelig om ikke Købmandsfonden kvitterede for ansøgningen med at bevilge det fulde beløb, som således er blevet til sponsorstøtte hos Aarup Boldklub.

Vi er superglad for at Meny har tænkt på os, og pengene falder på et tørt sted. Dels mangler vi indtægter fra aflyste arrangementer til almindelig drift, og dels vil der blive brug for ressourcer til at skubbe gang i aktiviteterne, når vi nu starter op efter sommerferien, siger Lars Christensen.

 

Kilde: Folkebladet Aarup, skrevet af Henning Frandsen